Hvad er et FoU projekt?

Et FoU-projekt på DMJX er kendetegnet ved at tilhøre én af hovedtyperne forskning eller udvikling.

For forskningsprojekter gælder, at der enten kan være tale om grundforskning eller anvendt forskning. Mens grundforskning er kendetegnet ved, at formålet med forskningen ikke er rettet mod nogen bestemt anvendelse, er anvendt forskning primært målrettet bestemte anvendelsesområder.

Ved udvikling forstås ”systematisk arbejde baseret på viden opnået gennem forskning og praktisk erfaring, med det formål at frembringe nye eller væsentligt forbedrede materialer, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser.”

På uddannelses- og forskningsområdet i Danmark anvendes OECD’s definitioner på forskning, udvikling og innovation. Disse definitioner er beskrevet i Frascati-manualen. I Frascati-manualen defineres forskning og udvikling som ”skabende arbejde foretaget på et systematisk grundlag for at øge den eksisterende viden, samt udnyttelsen af denne viden til at udtænke nye anvendelsesområder.”
Til arbejdet med Frascati-anerkendte FoU-projekter tildeles DMJX årligt et større millionbeløb (ca. 10 mio. Kr. i 2021), som anvendes til at igangsætte og videreføre større og mindre projekter- de såkaldte Frascati-midler. Til yderligere støtte for visse projekter ansøger DMJXs medarbejdere om eksterne midler hos offentlige og private fonde.

Fælles for forsknings- og udviklingsaktiviteter er, at de skal indeholde et nyhedselement. Hvorvidt nyhedselementet er til stede i projekterne og de tilhørende publikationer, sikres ved enten ”peer-review” (forskning) eller brancheanerkendelse (udvikling). Dette sidste element kan ske ved enten udgivelse af udviklingsprojektets resultater i et branchetidsskrift eller ved fremlæggelse af disse ved en branchekonference.

Se også dette dokument for afklaring af, hvilke projekter der kan opnå støtte fra Frascati-midlerne.

For forskeruddannede medarbejdere ligger det implicit i deres uddannelse at kende til selve grundopfattelsen af at arbejde med det mål at skabe ny viden, hvilket vi derfor ikke vil gå i dybden her.

For ikke-forskeruddannede medarbejdere med forsknings- og udviklingsforpligtelser (adjunkter og lektorer) vil arbejdet med FoU-projekter enten omfatte deltagelse i forskningsprojekter sammen med en forsker eller udviklingsprojekter alene eller sammen med andre medarbejdere.

Fra og med 2021 er det besluttet, at adgang til støtten for udviklingsprojekter som hovedregel sker ved ansøgning og imødekommelse af denne ved én af de to interne ansøgningsrunder (calls) i februar og august, som chefen for Forskning og Udvikling sender ud.

I februar handler call’et om projekter indenfor et antal områder med henblik på at styrke uddannelsernes videngrundlag. De udvalgte temaer er prioriteret på baggrund af uddannelsernes videnrapporter og kvalitetsberetning for det foregående år.

I august omfatter call’et projekter indenfor alle områder af DMJXs virke.
For begge ansøgningsrunders vedkommende gælder det, at de mest velegnede projekter udvælges af prorektor for uddannelse, uddannelseschefer og chefen for forskning og udvikling.

Projekterne gennemføres af undervisere med vejledning og støtte fra en forsker i Forskning og Udvikling.

Projekterne skal leve op til følgende:

  • Skal ligge indenfor de udstukne temaer (februar)
  • Skal gennemføres af mindst to undervisere i samarbejde med en forsker tilknyttet projektet
  • Skal være tilknyttet ét af de fire FoU-centre
  • Skal ligge indenfor Frascati-manualens udstukne rammer for udviklingsprojekter
  • Skal som afslutning formidles til både fagfæller via rapporter og formidlingsartikler og studerende som led i undervisningen

Projekter med eksterne partnere og/eller (potentiel) ekstern finansiering vil blive prioriteret, og målet er at vælge mindst et projekt fra hvert uddannelsesområde.

Ressourcer:

  • Timer: Dækker over de deltagende underviseres timeforbrug i projektet.
  • Vejledning: Hjælp til bl.a. litteratursøgning, udarbejdelse af undersøgelsesdesign og løbende vejledning med en DMJX-forsker, som tildeles 30 timer til opgaven.
  • Øvrige: Omkostninger til f.eks. rejser og dataindsamling aftales individuelt

Projektbeskrivelse:

Forslag skal indeholde følgende, der skal skrives ind i denne projektskabelon til udviklingsprojekter indenfor Frascati.

  • Titel
  • Navnene på projektets DMJX deltagere (undervisere + forsker)
  • En kort beskrivelse af projektet og dets relevans
  • En kort redegørelse af forventet udbytte – både ift. fagfæller og studerende
  • En kort beskrivelse af, hvad vi på nuværende tidspunkt ved om emnet
  • Skitsering af undersøgelsesdesign:
  • Hvilke data skal indsamles og hvordan?
  • Hvordan skal de indsamlede data behandles?
  • Publicering/formidling
  • Tidsplan
  • Budget (f.eks. rejseomkostninger, studentermedhjælp osv.)